Mester Kai-Ying Tung

Slå tigeren

Kai-Ying Tung, (udtales Dong) er tredje generation af Tai Chi mestre i Tung familien. Hans fornavn Kai-Ying, har han fået af sin bedstefar og lærer Tung Ying-Chieh (Dong Yingjie). Det betyder "at fortsætte", (i sin bedstefars fodspor). Hans bedstefar var en af de mest kendte af Yang Chengfu's elever. Han udgav Yang's første Tai Chi bog, og rejste igennem 20 år med Yang over hele Kina for at udbrede Tai Chi. Tung Ying-Chieh flyttede til Hong Kong i trediverne og åbnede en skole der. Kai-Ying begyndte at lære Tai Chi, da han var syv år gammel og han begyndte at assistere sin bedstefar, da han var 15 år. Senere har han undervist i Singapore, Malaysia,og Thailand. Mester Tung's far Tung Fu-Ling (Dong Huling) besøgte i 1967 USA og rejste rundt og underviste og gav opvisninger. Da han tog tilbage til Hong Kong lovede han at komme tilbage og undervise i længere tid, hvis der var interesse for det. Det var der, og i 1969 vendte han tilbage og åbnede en skole på Hawaii. Kort efter, i 1971, flyttede Tung Kai-Ying til Los Angeles og etablerede Kai Ying Tung's Academy of Tai Chi Chuan. I 1983 kom en af mester Tung's elever Roger Bird, til Danmark på ferie, og underviste, mens han var her, i Fælledparken. Han mødte også en enorm interesse og besluttede at blive og undervise, og inviterede efter et år mester Tung herover. Så i maj 1984 havde vi det første kursus med mester Tung i Østerbro Sportscenter. Vi var 50 elever og det var en stor succes. Folk kom fra alle skoler og stilarter, og vi kunne alle mærke, at dette er en lærer, der viderefører Tai Chi i en ubrudt linje af de største mestre.

Tilbage til forsiden

©1998 Knud Erik Andersen