Hvordan finder jeg en lærer ?

Skrevet af Knud Erik Andersen © 1998

Tai Chi bliver mere populært for hvert år der går. Mange har hørt om eller set Tai Chi og vil gerne prøve hvad det er. Men ofte er det ikke nok med en prøve time. Man må vide lidt mere om Tai Chi, og man må give det en chance, for at finde ud af hvad Tai Chi kan give en.

Tai Chi har stadig et lidt mystisk ry, ikke mange ved rigtigt hvad det er, og der går mange myter om Tai Chi der både kan virke tiltrækkende og afskrækkende.

For de læsere der har lavet Tai Chi længe er disse gode råd en selvfølge, men mange begyndere stiller netop disse spørgsmål.

 Det bliver ofte misforstået, hvad Tai Chi egentligt drejer sig om, og de forskellige stilarter og variationer af stilarterne gør det ikke nemmere for begynderen at vælge sig en lærer. Da Tai Chi i sin tid kun blev undervist til få udvalgte elever, var det naturligt at der var forhindringer og ting der ikke blev oplyst, det var en slags test af elevens karakter og en garanti for at det kun var de mest ihærdige, der “overlevede”.

I dag er tingene anderledes. Fordelene ved at træne Tai Chi er blevet tilgængelige for alle, der viser interesse i at lære det, selv om de mest avancerede ting, kun undervises til de ihærdige elever. I dag undervises Tai Chi rundt omkring i landet lige fra Møn til Aalborg. De fleste steder foregår undervisningen gennem aftenskoler som f.eks. Aof, Hof osv., men der findes efterhånden også nogle private klubber, der tilbyder undervisning, dog kan det være vanskeligt af finde dem, fordi små klubber ikke har så nemt ved at reklamere for sig selv. Hvad hver enkelt klub eller aftenskole kan tilbyde af undervisning, kommer meget an på lærerens baggrund og erfaring, om de kun lægger vægt på at undervise en del af Tai Chi (f.eks. kun den langsomme form), eller de også underviser andre avancerede former som våben eller pushhands.

Her vil jeg prøve på at give et par simple råd til de, der søger efter en lærer.

Vær forberedt!

Prøv at finde så meget ud af stilen som det er muligt før du møder op til træning. De fleste biblioteker og boghandlere har en del bøger om Tai Chi. Hvis du bor i en større by, har du muligvis adgang til mere specielle steder, hvor du kan indhente oplysninger - forretninger, der sælger udstyr til kampkunst udøvere, helseforretninger mm. Du kan også købe videoer, det skal dog dertil siges, at instruktionerne på sådanne videoer varierer meget, desuden er det betydeligt billigere at købe bøger. Mange har også læst eller hørt om Tai Chi i blade eller på TV, der efterhånden ofte bringer noget om Tai Chi. Eller snak med nogen, der allerede træner Tai Chi. De kan måske anbefale en god lærer. Ved på forhånd at sætte dig lidt ind i hvad Tai Chi er, og hvad Tai Chi indeholder, måske kende lidt til baggrund og historie, kan du få en fornemmelse af hvad du vil blive udsat for, men også blive sikker på hvad du forventer.

Søg og find

Når man har læst lidt om Tai Chi, skal man selvfølgelig prøve det, det næste problem bliver så at finde en lærer. Det er ikke altid lige let, selv om der er mange, der efterhånden underviser, er det ikke jævnt fordelt i landet. Der er flest lærere i Københavns området. Desuden reklamerer ikke alle lige meget for sig selv.

Det mest nærliggende sted at søge er, at kontakte mig på Tlf. 36 75 18 03, eller se på min lærerliste. Derudover kan man med held se efter på bibliotekerne, i Kinabutikken i Aarhus Tlf. 86 19 00 91, Nippon Sport Tlf. 31 23 13 13, i de lokale aftenskolers programmer. Ja, jeg har sågar set opslag om Tai Chi undervisning i en lokal Superbrugs. “Søg og du skal finde”.

Ring til læreren, de fleste vil gerne fortælle dig lidt om Tai Chi.

Nu da du er rustet med de mest relevante oplysninger, er du klar til tredje skridt....

Klassen og læreren

 

Måske vil du nøjes med at se på første gang - de fleste lærere vil nok ikke havde noget imod dette, men der er mange, der mener man får den bedste oplevelse af Tai Chi ved at prøve det på kroppen. Læg mærke til eleverne og læreren. Lever det op til principperne i Tai Chi? Er bevægelserne smidige og afslappede? Er der en behagelig stemning i klassen? Den eneste fordel ved at se på en klasse i stedet for at deltage er, at Tai Chi ofte ser lettere ud end det egentligt er. Så hvis du virkelig vil have et indtryk af, hvad det vil sige at lave Tai Chi, så prøv det på din egen krop!

I undervisningen har du mulighed for at stille mere detaljerede spørgsmål, men vent til efter klassen. Spørg feks. læreren hvor han/hun selv lærer Tai Chi . Du vil måske også spørge, hvor længe han/hun har trænet. Tai Chi tager lang tid. Man får noget ud af det fra første dag, men man når ikke at mestre det i løbet af et par år.

Find også ud af hvilken stilart der undervises i. Hvor mange lærere har ikke fået stillet spørgsmålene : “Hvor mange stilarter findes der?”, “Når der er en Yang stil, er der så også en Yin stil?”

Man kan generelt sige, der i Tai Chi findes fire hovedstilarter Chen, Yang, Wu og Sun. Men selv indenfor den samme stil, kan der findes flere forskellige variationer. Der findes også nyere afarter eller forkortede stile, fra Yang stil f.eks. 24-stil, eller Pekingstil som den også kaldes. Tai Chi stilenes navne er opkaldt efter grundlæggeren f.eks. Yang efter Yang Lu Chan. Så navnet Yang har intet med filosofien om Yin og Yang at gøre.

Det næste spørgsmål man støder på er, hvor meget koster det. Prisen svinger meget fra sted til sted. Nogle aftenskoler f.eks. får ikke tilskud til leje af lokaler, så her vil prisen som oftest være højere. I klubbernes pris er der som regel et årligt medlemsgebyr, men ellers er prisen stort set på samme niveau som aftenskolerne. Men som med så meget andet er det ikke ensbetydende med at man får en bedre undervisning, fordi man betaler mere, her må man bruge sin sunde fornuft.

I nogle områder må man tage til takke med den lærer, der findes der, hvis man da ellers er så heldig, at der er en. Ellers må man ofre den tid det tager at rejse derhen, hvor undervisningen er.

Det er en god ide at snakke med nogle af eleverne, spørg hvor længe de har trænet hos læreren, har de været glade og tilfredse med ham/hende. Som en gammel mester, der engang fik stillet spørgsmålet, om han var dygtig, hvortil han svarede: “Spørg mine elever”.

Det er også vigtigt at snakke lidt om takt og tone. Traditionelt undervises Tai Chi under mere afslappede forhold end i de ydre stilarter som Karate mm. Dette betyder ikke, at man bare skal mase på og fyre en masse spørgsmål af til højre og venstre. Husk også på at selv om læreren ikke har noget imod at svare på spørgsmål, så er han/hun der for at undervise ikke for at snakke. Som mester Kai Ying Tung engang har sagt: “Snak mindre, træn mere”. Der er andre i lokalet, der betaler for undervisning, så spild ikke lærerens tid med unødvendige spørgsmål. Husk at Tai Chi skal opleves ikke forklares. Forvent ikke en lærer forklarerer de dybere detaljer i stilen, eller at de begynder at vise avancerede teknikker til din ære!

 

Der er mange forskellige stile i Tai Chi Chuan, og de følger alle de samme grundlæggende principper:

 

Tai Chi Chuan formen - et sæt af flydende cirkulære bevægelser der udføres flydende som én lang bevægelse. Formen tager et sted mellem 10 og 60 min. Selv om man laver Tai Chi for at få det godt, har hver eneste bevægelse i formen et selvforsvarsmæssigt aspekt. En god lærer kan vise dig, hvordan bevægelsen virker med en partner.

Pushhands er to personers Tai Chi træning. (direkte oversat fra kinesisk lyder det lidt mærkeligt på dansk, så vi bruger som regel det engelske Pushhands). Det grundlæggende formål er at skubbe eller trække din modstander ud af balance, mens man selv forbliver afslappet og i balance. Man kan lave pushhands med en eller to hænder hvor man står stille, og pushhands med benene i bevægelse.

Hurtig Tai Chi og Våbentræning Øvede elever vil kunne gå videre med hurtig Tai Chi og Tai Chi sæt med våben. Tai Chi sæt med sværd, bred sabel, stokke, lanse mm. Her er bevægelserne også afslappede og flydende. Hurtig Tai Chi og våbentræning er en udvidelse af de ting man lærer i den langsomme soloform.

 

©1998 Knud Erik Andersen

 

Tilbage til artikler 

Tilbage til forsiden